Thomas Torps bog ”God organisationsledelse” er bogen, som ForeningsDanmark har savnet, især fordi den ubarmhjertigt stiller alle de rigtige spørgsmål til lederen, der ønsker at indfri det fulde potentiale af sin organisation.
Nu er den her endelig. Bogen om, hvordan man på en effektiv og værdiskabende måde leder og driver en organisation. De seneste år er der udgivet adskillige bøger om lobbyisme. Bøger, der ikke mindst henvender sig til organisationer og virksomheder, som ønsker større politisk indflydelse på Christiansborg og omegn. Men ”God organisationsledelse” har større ambitioner og skitserer udfordringerne i et helhedsorienteret prisme: Hvordan optimerer du din organisation, så den skaber bedre værdi for dine medlemmer på alle relevante områder. Lige fra bedre service over til interne kulturforandringer til politisk indflydelse.
Thomas Torp ved, hvad han taler om. Efter 35 års erfaring med forenings- og organisationsledelse har han mange ting på hjertet, og dem deler han generøst ud af i bogen. Usnobbet og hudløs ærligt. De mange konkrete eksempler er bogens store styrke, ikke mindst fra GRAKOM, hvor forfatteren er adm. direktør.
Undervejs kan en teoretiker som jeg godt savne den akademiske stringens bag de anbefalinger og framework, som forfatteren stiller op. Og man skal da også kigge langt efter Luhmanns systemteori og Giddens senmoderne samfund. Men det lever man faktisk fint med, fordi Thomas Torp skriver med en tydelig ”show it, don’t tell it”-tilgang, som ikke behøver akademiske stylter for at stille de skarpe spørgsmål, som enhver leder af organisationer skylder at reflektere over. Spørgsmålene kan sammenfattes i det helt eksistentielle: ”Hvordan ville vores organisation se ud, hvis vi skulle begynde forfra i dag?”.
Det er ikke en management-bog, som giver dig svarene. Det er en moderne ledelsesbog som få andre, fordi den hiver dig ud af din komfortzone og tvinger dig til at se din egen organisation udefra. Og teste din organisation på alle de parametre, som forandrer hele organisationsverdenen med stor hastighed.
Anmelderen kvitterer med 5 ud af 6 stjerner!
Nadeem Farooq